Københavns Museum (9)6 hjerter til udstilling og forplads, skabt i samarbejde mellem Jonas M Schul og KBH Bymuseum

 

“Det nye anlæg har en flot moderne æstetik, både grøn og grafisk, der trækker museets indgangsparti up to date. Og faktisk er den redesignede plads langt mere ikonisk for Københavns Museum anno 2014, end minibyen var.”

Marie Carsten Pedersen, Politiken 2014.05.17

Projektet, som var tænkt som midlertidig udstillingshave, er det netop vedtaget at give mere permanent

status og således vil skolehaverne gentages i 2015.

Artiklen:
Københavns Museum (1)
Der er noget, der ikke er, som det plejer på Vesterbrogade. På pladsen foran Københavns Museum er noget væk.

ANMELDELSE

Noget meget småt, men for mange vesterbroere også meget velkendt: Minimodellen af middelalderens København, som siden 1956 har fyldt det meste af den brostensbelagte plads.

Den gjorde ikke meget væsen af sig, den lille by. Da den blev opsat, var den topmoderne i sin pædagogiske og taktile måde at anskueliggøre danmarkshistorien på.

Men i dag er en miniby af brændt stentøj i sig selv et fortidslevn, og de små bygninger så heller ikke for godt ud længere efter fem årtier under åben københavnerhimmel.

Alligevel var den det eneste ikoniske element, Københavns Museum rådede over.

Hvis det lille bymuseum var Louvre, var minibyen dets glaspyramider. Okay, måske ikke helt, men alligevel.

Og nu er den væk. I stedet er der en række rektangulære bede, der er delt op af sort-hvide fodgængerfelter. Et helt nyt anlæg skabt i anledning af museets nye udstillingen ’Byens Natur’.

Flot moderne æstetik

Det er et radikalt valg at fjerne den ene kendte markør, man har, uanset hvor lille og slidt den er.

Men skræller man nostalgien fra, er det klart, at det var det rigtige valg.

Det nye anlæg har en flot moderne æstetik, både grøn og grafisk, der trækker museets indgangsparti up to date. Og faktisk er den redesignede plads langt mere ikonisk for Københavns Museum anno 2014, end minibyen var.

For den er udtryk for det mod, den kreativitet og forandringsparathed, der kendetegner museet under direktør Jette Sandahls ledelse.

Fornyelse

Jette Sandahl overtog posten i 2008 efter en anden beslægtet ildsjæl, Jørgen Selmer.

Siden har hun stået i spidsen for bl.a. museets engagement i det arkæologiske og formidlingsmæssige arbejde omkring metroudgravningerne og skridt for skridt fornyet alle museets afdelinger og faste udstillinger.

Det er den proces, som er bragt til ende nu med åbningen af ’Byens Natur’.

(…)

Og husets andensal, der før rummede en nedslidt udstilling om nyere tids København, er blevet ryddet for en ny børneudstilling, ’Drømmen om en by’, der er udformet af Shane Brox.

Lugter af natur

Både de grønne anlæg og børneafdelingen er koblet til hovedudstillingen, ’Byens natur’.

Den finder man i museets stueetage, der er blevet ’foret’ med osb-plader, et både billigt og lige nu meget hipt byggemateriale af sammenpresset træflis.

Pladerne danner gulv, vægge og podier i alle udstillingsrummene og giver et lyst og nutidigt præg, der samtidig lugter lidt af natur.

For det er det, der er emnet. De små lommer af grønt, vi tillader i byen, i form af parker, voldanlæg, vandmiljøer, kolonihaver og de seneste års store trend: kollektive borgerdrevne dyrk selv-projekter som fælleshaverne Prags Have, Ottilias have på Carlsberg, Byhaven 2200 i Nørrebroparken og Tagtomat, der lærer københavnere at gro tomater på tagene af deres cykelskure.

Udstillingen væver elegant byens socialhistorie sammen med bynaturens kulturhistorie. For én ting er klart: Naturen er kun i byen på kulturens præmisser.

Plænlægning på højt niveau

Det er udelukkende menneskets vilje til at lukke naturen ind, der afgør, om en by er grøn, og hvilken form det grønne antager. Og da det grønne kræver plads, og dermed planlægning på højt niveau, bliver bynaturen også et spejl af de til enhver tid herskende magtstrukturer.

I byens barndom bestod den af voldanlæggenes forsvarsværker, senere fandt man den i adelens lukkede parker.

I oplysningstiden åbnes parkerne op, der skabes nye anlæg med fri adgang for den stadig mere indflydelsesrige offentlighed.

Og så bevæger vi os med demokratiseringen af Danmark op gennem tiden over Urbanplan og kolonihaver til nutidens ultraborgernære byhaveprojekter, der har almindelige københavnere som initiativtagere og kommunal støtte i ryggen.

Små historier

I den store fortælling er der mange lag og små historier.

Om hvordan lokale råvarer forsvandt med fisk- og grøntsagsboderne på Gl. Strand og Israels Plads, og hvordan de vendte tilbage med brokvarterernes økologiske fødevarefællesskaber.

Om ahorntræeet på Enghave Plads. Om Ørstedsparkens tvedelte natur: pæn park om dagen, drifternes jungle om natten. Og om vores uskrevne regler for privatliv i de offentlige grønne rum.

Alt sammen fortalt multimediealt i en velafstemt blanding af tekst, film, billeder og nye og gamle genstande.

Man kigger, man læser, man lytter, og man tænker. Og man lærer stille og roligt en fandens masse om den by, vi bor i, før og nu.

En fuldstændig tilfredsstillende enhed

’Byens natur’ er en gennemført vellykket voksenudstilling. Måske lige en anelse for voksen, tænker man, men det er kun, indtil man tager turen op ad museets trapper til 2. sal og træder ind i ’Drømmen om en by’.

’Drømmen om en by’ er den mest præcise og generøse børneudstilling, jeg har set i flere år.

Hele rummet er helliget Lego-byggeri. Et mange meter langt podie fyldt med legoplader er fundamentet, og bagest i lokalet står trillebøre, som børnene kan fylde med klodser fra en kolossal kasse fuld af legoelementer. Og så skal der bare bygges!

På væggene står små inspirerende tekster og spørgsmål: »Hvordan skal en by se ud, hvis du bygger den? Hvordan skal der blive plads til både naturen, vejene og husene?«.

Havde hovedudstillingen været mere sprælsk, ville der have været brug for mere substans i børneafdelingen.

Men netop fordi ’Byens Natur’ er så tematisk forgrenet og seriøs, som den er, er den legesyge og simple ’Drømmen om en by’ akkurat den modvægt, der behøves, for at udstillingerne, inklusive de to nye haver, bliver en fuldkommen tilfredsstillende helhed.

Minibyen får også plads

Og hvad gemmer sig her i eldoradoet på 2. sal? Det er minibyen!

Dens huse er ikke blevet kasseret, men i stedet transplanteret ind i ’Drømmen om en by’, hvor de står som en stemningsfuld midterrabat på podiet mellem legopladerne. Et genbrug, der får brikkerne til at falde helt på plads.

Med ’Byens natur’ har Københavns Museum gennemført sin forvandling fra småstøvet lilliputudstillingssted til en moderne, dynamisk formidlingsinstitution, med demokratiet og nærheden til byen og borgerne integreret i sit dna.

Museet er stadig småt, men de tanker, der tænkes der, har internationalt format.

 

<<<